Kategori: Uncategorized

Specialøl er kommet på mode, og det er humle også.

Engang var øl noget, man bare drak. Det var ganske enkelt den væske, man drak. Før man kendte til bakterier, vidste folk, at de kunne blive syge af at drikke vand. Men man blev ikke syg af at drikke øl. De vidste ikke, at grunden var, at øllet bliver kogt i brygningsprocessen. Men de vidste, at øl var sundt, og vand kunne være farligt.

Det har dog altid været sådan, at man var klar over, at nogle var bedre til at brygge øl end andre. På gårdene på landet var det bondens kone, som stod for ølbrygningen. Og det var en kendt sag, at den bonde, som havde en god brygger som kone, havde lettere ved at få gode ansatte.

I løbet af den industrielle revolution blev det mere og mere klart, hvad det egentlig var, der gjorde øllet godt. For eksempel gjorde Emil Christian Hansen hos Carlsberg et stort arbejde for at lære øllets kemi at kende. Særligt kendt er han for at isolere den gær, som blev grundlaget for al industriøl i dag, nemlig Saccharomyces carlsbergensis.

Da interessen for de små øl, mikrobryggerierne, specialøl, eller hvad man nu skal kalde det, begyndte at vokse i løbet af 1990’erne, voksede også ølentusiasternes interesse for øllets ingredienser. Nu var malt ikke bare malt, og især var humle ikke bare humle.

Humle er godt, meget humle er meget godt

I løbet af “ølrevolutionen” blev India Pale Ale hurtigt populært. Det forstår jeg udmærket, for der er meget fremragende IPA. Men der blev også en tendens til, at mere humle ALTID var lig med bedre øl. Og at højere IBU (International Bitterness Units) også altid var bedre. Amerikansk IPA blev mere populært end den traditionelle engelske IPA, fordi den amerikanske IPA er mere ekstrem. Der er ganske enkelt mere humle.

Efterhånden blev det også meget vigtigt, hvad det er for en slags humle, der er i øllet. Igen er det de amerikanske humletyper, som er populære. Og igen er det forståeligt, for den amerikanske humle har meget lækkert at byde på. Europæisk humles duft er præget af nåletræer og blomster, hvilket der ikke er noget negativt at sige om. Amerikansk humle er mere præget af citrus og grapefrugt. Selvom det ikke i sig selv er bedre end det europæiske, så er det noget, man lægger mere mærke til.

Hvad er så problemet?

Problemet opstår, når særlige typer af humle bliver ekstra populære. I flere år var det sådan, at en amerikansk IPA bare SKULLE indeholde Cascade humle, sidenhen var det blandt andet Citra og Galaxy. I dag er Amarillo voldsomt populær, hvilket giver ekstra udfordringer, fordi Amarillo kun dyrkes af én humlefarmer.

Det er godt, at der dyrkes og udvikles mange forskellige humler, for det bidrager til nye, spændende og gode øl. Problemet er, at der går mode i nogle af humlerne, og at nogle øl markedsføres på baggrund af den humle, der er i øllet. For eksempel er Torpedo IPA fra Sierra Nevada brygget med Citra. Og når Citra så er meget populuært, så stiger prisen på Citra humle, og så stiger prisen på Torpedo IPA.

Hvad skal du så bruge den viden til? Jo, du skal vide, at når der på en øl står, at den er brygget med fx Amarillo humle, så betaler du ekstra for, at den er brygget med netop dén humle. Amarillo måske er 10 gange så dyr som andre, mindre kendte humler. Og når humlen i forvejen er det dyreste ved en IPA, så kan du selv regne ud, hvad det gør ved prisen for din Amarillo IPA.

Løsningen er, at du går på opdagelse. Køb nogle af de øl, som du ikke kender. Køb en IPA, hvor bryggeriet ikke har skrevet, hvilken humle de bruger, eller en IPA, hvor du aldrig har hørt om deres humle. Køb en øl, hvor du hverken betaler ekstra for navnet på øllet eller navnet på humlen. Især i USA forskes der utrolig meget i nye humletyper, og hvis du holder dig til de sikre, betaler du for meget, og du går glip af de nye oplevelser, som venter dig i de ukendte flasker.